Nyt og gratis aktivitetstilbud til de yngste
Halgulvet kommer til at krible og krable med leg og bevægelse, når den første udgave af Firstmovers løber af stablen lørdag den 24. februar fra klokken 09.00 til 10.00 i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.
Firstmovers er et gratis tilbud til børn på 1-6 år og deres familier. Et tilbud, hvor det er motorik, leg og en bred vifte af aktiviteter, der står på programmet. På udvalgte lørdage formiddage planlægger kulturcenterets instruktører en times aktivitet, hvor både børn og voksne kommer ud og rører sig – samtidig med, de er sammen med andre.
Vejen ind i foreningslivet
”Vi kan se, at der mangler et tværgående tilbud om leg og bevægelse for de yngste i vores område. Det tilbud giver vi dem med Firstmovers,” forklarer Morten Lerke, direktør i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.
Udover forskellige motoriske lege og aktiviteter, kan børn og voksne undervejs stifte bekendtskab med traditionelle idrætsgrene, alt efter, hvad det lokale foreningsliv har lyst til at bidrage med. På længere sigt kan Firstmovers være vejen ind i foreningslivet.
”Børnene oplever, hvor sjovt det er at bevæge sig og være sammen med andre børn i det univers. Og forældrene mærker deres børn være glade og blive trygge ved at gå til noget,” lyder det fra Morten Lerke om filosofien bag Firstmovers, der altså ikke er skabt som en konkurrent til foreningslivet, men som et supplement og en fælles indgang.
Stor opbakning
Firstmovers finder på forhånd bred opbakning. Ringkøbing-Skjern Kulturcenter har været i dialog med Ringkøbing-Skjern Kommune, der stiller sig positivt overfor Firstmovers. Det samme gør Vestjysk Bank, hvor filialdirektør Ralf Alstrup ser frem til, at projektet får vinger.
”Firstmovers er en fantastisk mulighed for børn og deres familier for at komme ud og have det sjovt sammen – og samtidig få både motoriske og sociale succesoplevelser. Og det vil vi selvfølgelig meget gerne være en del af,” forklarer Ralf Alstrup.
Firstmovers lægger fra land lørdag den 24. februar, hvorefter de næste gange er planlagt til den 9. marts, den 6. april, den 20. april, den 11. maj og den 25. maj.