ÅRET DER GIK 2022

2022 er ved at gå på hæld og dermed også et begivenhedsrigt år for Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.

For os har det været et år fyldt med modsætninger. Med medvind og modvind, med regnvejr og solskin.

Foråret bød på et skifte i direktørkontoret, hvor Dorthe Marie Siersbæk drog videre og jeg overtog stolen i hjørnekontoret.

Det er spændende, hvad en ny mand ved roret kan bidrage med – for Ringkøbing-Skjern Kulturcenter er en stor og tung skude, hvor det tager tid at skifte kurs.

Det var i medvind og solskin, at vi fik indviet vores 10 hytter, der hurtigt viste sig at være en god investering. Både hos private turister, hos sportshold fra både ind- og udland og hos erhvervskunderne.

Remisen Skjern fik etableret sig som et fantastisk spillested hos både det lokale publikum og gæster længere væk fra, og så kom der tryk på firmaarrangementerne hos os. Vi har holdt mange store fester for virksomhederne i år – samtidig med, at vi fortsat er det oplagte valg, når de private mærkedage fejres.

Glædeligvis har Skjern Håndbold vind i sejlene, og det smitter naturligt af på os i Kulturcenteret. Som man kan se på tilbageblikket i billeder nedenfor: Der har været rigtig meget at se til.

Modvind og regnvejr

Vi ramte også modvind og regnvejr – sygemelding, store udskiftninger i teamet, et presset foreningsliv og færre gæster i hytterne, da først højsæsonen var overstået. Corona trak desværre også alvorlige spor ind i 2022.

At økonomien har været under pres er ingen hemmelighed. Det har den været i mange år, men hen mod slutningen af året viste udfordringen sig at være for stor. Vi var nødt til at bede om hjælp, så vi kan trække en streg i sandet og starte på en frisk.

Vi er ikke den eneste idræts- og kulturfacilitet, der kæmper med økonomien - men den største i kommunen. Så naturligt vakte dette opsigt. Det følger med, når man er et fyrtårn i det vestjyske.

Gode forudsætninger

Med håndsrækningen kan vi nu se frem mod et 2023, hvor det økonomiske pres er lige så stort som det plejer at være. Kulturcenteret er et stort hus. Og dermed er der også mange udgifter. Nu har vi haft et ønske om at fjerne flere af de tunge sten i rygsækken så vi kan kigge fremad. Så det gør vi – med optimisme og glæde over, at vi har skabt en bedre forudsætning for en sund forretning den kommende tid. Bliver det svært – ja! Kan det lade sig gøre – ja!

Det kræver selvfølgelig, at vi selv arbejder benhårdt for at få tingene til at lykkedes. Samtidig håber vi på, at den store lokale opbakning, vi altid har mærket, fortsætter. Hvad end det handler om private arrangementer, kulturelle begivenheder, foreningernes virke eller virksomhedernes aktiviteter: Brug os!

Sammen får vi tingene til at lykkedes – og vi bliver ved med at være et fyrtårn i Ringkøbing-Skjern Kommune og Vestjylland.

 

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår

 

Morten Lerke

 

Tilbageblik i billeder

 

Ses vi i 2023?

I Ringkøbing-Skjern Kulturcenter